- udenrigsjournalist og dedikeret wor(l)daholic
Solen var lige stået op over Tel Aviv, og jeg var lige stået af bussen fra lufthavnen ind mod byen. Nu stod jeg på det forkerte stoppested, 18 år gammel, med min røde rygsæk og mit lyse hår. Rundt om mig stod soldater, unge mænd og kvinder, med deres våben skødesløst hængende over skulderen. I flyet var jeg blevet opgraderet til 1. klasse, men havde pænt sagt nej til både mad og champagne af frygt for, hvad det ville koste. Det var første gang, jeg sad i et fly, og første gang jeg rejste længere væk end Duborg. Jeg har aldrig været så alene – og aldrig været så sikker på, at jeg nok skulle komme i mål.
Den rejse lærte mig, at virkeligheden altid er mere nuanceret, end den tager sig ud. Mere barsk, og nogle gange også mere banal. Den lærte mig også, at der altid er en udvej og indgang uanset, hvor i verden du befinder dig.
Verden som legeplads
Jeg har siddet nord for Jo-burg i en stue fuld af sydafrikanere med iskolde Castle Lager i hænderne og set Sydafrika vinde det afrikanske fodboldmesterskab. Jeg har spist middag i en lerklinet hytte hos en hoteldirektør i Egypten. Jeg har været til polterabend med 300 kvinder i Zambia. Og jeg har været strandet i en grænseby i Tanzania lørdag aften uden en eneste schilling på lommen. Jeg har boet i en karensk landsby og haft rotter i soveposen i grænselandet mellem Thailand og Burma. Jeg har sprunget bungy jump fra broen mellem Zimbabwe og Zambia, og jeg har tilbragt fire dage bag på en motorcykel i det sydlige Burma med en pensioneret præst som chauffør. Du fornemmer sikkert, at jeg kunne blive ved længe endnu, men jeg skal spare dig for mere lige nu.
Sydafrika og Zambia er de lande, jeg besøgt flest gange i Afrika. Derudover har jeg rejst i Kenya, Tanzania, Malawi, Zimbabwe, Namibia og Ghana.I Sydøstasien har jeg haft fantastiske oplevelser i Nepal, Thailand og Burma, som jeg har besøgt flere gange siden sommeren 2011.
Jeg planlægger en ny rejse til Burma i efteråret 2012.
Og hvis du gerne vil vide mere, får du her et par faglige fakta med på vejen
- Jeg er uddannet journalist med en bachelor (om karenernes jordrettigheder i grænselandet mellem Thailand og Burma) i internationale udviklingsstudier.
- Jeg skrev speciale (om mediedækningen af sandhedskommissionen i Sydafrika) ved School of Oriental and African Studies.
- Jeg har skrevet en bog til samfundsfag og historie i gymnasiet om Thailands nyere historie.
- I 2011 vandt jeg en kronikkonkurrence i Information.
Søndag aften er jeg sådan set bare hende der:
- skriver på en knap så munter roman.
- læser 3½ sætning i en ny roman, inden jeg taber den ned i hovedet på mig selv.
- sidder og stirrer tomt i computeren overbevist om, at lige om lidt går jeg i gang med at arbejde.
- opgiver at smøre madpakker til ungerne, fordi klokken for længst er blevet for mange.
- har et veludviklet Smack the Pony-gen, som er særligt sensitivt over for hverdagens absurditeter.
Der er selvfølgelig også en officiel version (CV)

